20. januar 07
Kristiana, 20. januar 1903
Hotel Victoria
Kjære Frants!
Hermed en netop modtaget Statsskatseddel, samt 100 Kr. Vil
Du være så snil at lægge de to manglende Kroner til og få Skatten betalt, skal
Du ha Tak, kjære Hr. Petersen!
Jeg vilde så gjerne kunne sige, at det gikk bedre her
hjemme. Men desværre: Nu begynder også jeg at mistvivle! Jeg er ræd for
Hørelsen. Resultatet af disse Lægeidioters Behandling. Specialister og
Ikke-specialister er i de sidste Dage og daglig – tiltagende Døvhed. Det fortvivlet. Jeg har Gråden i Halsen mens jeg
skriver det. Tænk, hva Musiken er for Nina, tænk, hva den er for vort hele
Samliv. Disse Læger snakker en sønder og sammen og er ikke ærlig nok tilat
bekjende at de ikke ved Besked.
På Fredag drager vi til Voksenkollen. Det da det eneste
Fornuftige af Dr. Daa, Specialisten, at han tror mindst så meget, ja mer på
Voksenkollen end på sig selv. Didop kan han nemlig ikke række, så Øret blir da
foreløpig uden Behandling. Vi får nu se, hvordan det går. Men det skriger i mig
af Harme, når jeg tænker på at Bull lod Nina tage i Besøg Julaften og Juledag
trods stærk Influentsa, blæste ind i det friske Øre med det Resultat, at fra
samme Nu blev dette Øre mere og mere tiltappet. Gud ved om ikke Nordmændene er
for brutale til slig fin kunst som Ørebehandling. Og så at denne Falk har ladet
hende leve 5 Uger i denne infame Luft! ”Jeg kunde skyde dem!” som min fromme og
blide Far støt Sagde.
I har det jo nu godt. Ikke sandt? Strævet er jo Arbejde og
Arbejdet er Livet selv, så lenge man arbejder med sine Kræfter til sin
Rådighed.
Kjærligste Hilsener Begge! også fra Nina. Din Edv.
Vigeland har modelleret en Byste af mig. Ikke slet, ikke
meget god, synes mig; dog mer god end slet.
Utskriftsvennlig version